ESG-data til bæredygtighedsrapportering: Hvilke kilder og målemetoder kan danske virksomheder bruge?

Hvad er ESG-data – og hvorfor kilder og målemetoder ikke er ét fælles system

ESG står for Environmental (miljømæssige forhold), Social (sociale forhold) og Governance (ledelsesmæssige forhold) og bruges til at vurdere organisationers bæredygtighed og ansvarlighed. Ifølge Dansk Standard omfatter det sociale ben arbejdsvilkår, trivsel og diversitet samt virksomhedens sociale ansvar internt, over for omverdenen og i værdikæden: medarbejderrettigheder, arbejdsforhold, ligestilling, samfundsengagement og relationer til interessenter. Facility Management-organisationer er i stigende grad optagede af disse områder og skal indsamle data om dem.

De tre ben måler forskellige ting, og dataene kommer derfor fra forskellige steder i og omkring virksomheden. Miljødata hentes typisk fra egne forbrugs- og energidata, sociale data fra HR-, arbejdsmiljø- og indkøbsprocesser, og ledelsesdata fra styringsdokumenter, beslutningsorganer og politikker. Dansk Standard peger på, at det sociale område kan være svært at måle og veje, og at standarder kan give retningslinjer og rammer, der gør området operationelt.

Indkøb viser, at datakilden kan ligge uden for egen drift. Helle Lohmann Rasmussen, direktør i Dansk Facilities Management, fremhæver, at FM-organisationen typisk er en meget stor indkøber, og at man skal sikre, at man lever op til sit ansvars- og ambitionsniveau for S'et i alt fra indkøb af rengøringsydelser til kaffe og te. Et enkelt ESG-datapunkt kan derfor kræve oplysninger fra både egen organisation og eksterne leverandører.

Sammenligning af ESG-datakilder og målemetoder efter område

Klimadata efter GHG Protocol: Scope 1, 2 og 3 som ramme for datakilder

Ifølge Nordic LCA er GHG Protocol verdens mest anvendte standard til at måle og rapportere drivhusgasemissioner. Protokollen blev udviklet i slutningen af 1990'erne som et partnerskab mellem World Resources Institute (WRI) og World Business Council for Sustainable Development (WBCSD), og ClimateCalc henviser til samme udgiverforhold. Nordic LCA angiver, at 97% af de S&P 500-virksomheder, der rapporterer til CDP, i dag bruger protokollen. Med CSRD-reglerne er klimarapportering ikke længere frivilligt for mange virksomheder, og EU anbefaler GHG Protocol til at dokumentere CO2-udledningen.

Scope 1 dækker direkte udledninger fra kilder, virksomheden ejer eller kontrollerer: brændstofforbrug i køretøjer, opvarmning af bygninger med gas eller olie og emissioner fra industrielle processer. ClimateCalc beskriver tilsvarende afbrænding af olie eller gas i egne kedler, fyr eller køretøjer. Datakilden er virksomhedens egne forbrugsdata, og ifølge Nordic LCA er netop Scope 1 typisk den nemmeste kategori at måle, fordi der er direkte adgang til data.

Scope 2 er indirekte emissioner fra energi, virksomheden køber udefra: elektricitet, fjernvarme, køling og damp. Grundlaget er energimålinger og aftaler med energileverandører, og Nordic LCA peger på leverandør- og energikildevalg som den løftestang, kategorien giver. Scope 3 dækker alle øvrige indirekte emissioner i værdikæden. Protokollen opdeler Scope 3 i 15 kategorier fordelt på upstream-emissioner før virksomhedens aktiviteter og downstream-emissioner efter. Ifølge Nordic LCA udgør Scope 3 cirka 75% af en virksomheds samlede drivhusgasemissioner – herunder indkøbte varer og tjenester, medarbejderes transport til og fra arbejde og det, der sker med produkterne, når kunderne bruger dem.

Målemetoder fra aktivitetsdata til CO2e: beregning, standarder og verifikation

Et klimaregnskab bygges op ved at kombinere aktivitetsdata med emissionsfaktorer: mængden af brændstof, målte kilowatt-timer eller transporterede mængder og afstande ganges med en faktor for udledning pr. enhed, og resultatet opgøres i CO2e. Aktivitetsdataene er virksomhedens egne, mens emissionsfaktorerne hentes fra eksterne databaser eller leverandører. Scope-opdelingen afgør, hvilke aktivitetsdata der hører hvor: Scope 1 fra afbrænding i egne anlæg og køretøjer, Scope 2 fra fremstilling af købt elektricitet og fjernvarme, og Scope 3 fra eksempelvis fremstilling af råvarer, købte transportydelser og medarbejderes transport til og fra arbejde.

Til beregning og afrapportering findes standarder på forskellige niveauer. ISO 14064-1 definerer, hvordan emissioner af drivhusgasser beregnes og afrapporteres på organisationsniveau, mens ISO 16759 definerer, hvordan emissioner af drivhusgasser fra trykte produkter beregnes. Beregningsværktøjet ClimateCalc er i overensstemmelse med ISO 14064-1, ISO 16759 og GHG Protocol, og overensstemmelsen er verificeret af SGS, en internationalt anerkendt virksomhed inden for inspektion, verifikation, test og certificering. Verifikation hos en tredjepart gør beregningen anvendelig i rapportering og i dialogen med kunder og finansielle parter.

Livscyklusvurderinger (LCA) og EPD'er er en anden tilgang, der beskriver et produkt eller en ydelse frem for organisationen som helhed. Nordic LCA arbejder primært med livscyklusvurderinger og EPD'er og hjælper også virksomheder med klimaregnskaber baseret på GHG Protocol. Metodevalget afhænger derfor af, om der skal rapporteres på organisationsniveau eller dokumenteres på produktniveau. De to tilgange kan kombineres, fx ved at bruge produktdata som leverandørgrundlag i Scope 3.

Datakilder til Scope 3 og værdikæden: leverandører, transport, produkter og medarbejdere

Scope 3 er opdelt i 15 kategorier, der fordeler sig på upstream-emissioner før virksomhedens egne aktiviteter og downstream-emissioner efter dem. Nordic LCA nævner eksempler som indkøbte varer og tjenester, medarbejderes transport til og fra arbejde og det, der sker med produkterne, når kunderne bruger dem. ClimateCalc nævner tilsvarende fremstilling af råvarer og købte transportydelser.

Datakilderne følger kategorierne. Indkøbte varer og tjenester kræver oplysninger fra leverandører eller fra materiale- og branchegennemsnit. Købte transportydelser kan opgøres ud fra transportørens data eller ud fra mængder og afstande. Medarbejdernes transport kortlægges via spørgsmål om transportmiddel og afstand, mens brug af solgte produkter kræver antagelser om, hvordan og hvor længe produkterne anvendes. Hvor leverandørspecifikke data ikke findes, bruges generiske data, og dokumentationen bør vise, hvilke tal der er målt, og hvilke der er skønnet.

Fordi Scope 3 udgør cirka 75% af den samlede udledning, er prioriteringen mellem kategorierne afgørende. En praktisk rækkefølge er at begynde med kategorier, hvor virksomheden selv har ordre-, faktura- eller HR-data – typisk indkøb og transport – og først derefter gå videre til kategorier, der kræver indsamling hos eksterne parter.

Sociale ESG-data: standarder som kilde til måling af medarbejdere, ligestilling og ansvarlig sourcing

Ifølge Dansk Standard kan det sociale ben i ESG være svært at måle og veje. Standarder bruges som rammer, der understøtter ansvarlig adfærd og skaber systematik i arbejdet. Områderne omfatter blandt andet medarbejderrettigheder, arbejdsforhold, ligestilling, samfundsengagement og relationer til interessenter.

Merete Westergaard Bennick, Dansk Standards udvalgsansvarlige for Facility Management, peger på konkrete standarder til konkrete dataområder: DS 5001, Ledelsessystemer for ligestilling og diversitet – Krav og vejledning, når fokus er ligestilling og mangfoldighed på arbejdspladsen; ISO 41012, Facility management – Vejledning i strategisk sourcing og udarbejdelse af aftaler, når fokus er effektiv drift, valg af leverandører, optimering af ressourceforbrug og reduktion af spild; ISO 26000, Vejledning i samfundsmæssigt ansvar, på det samfundsmæssige område; og ISO 37101 om bæredygtig udvikling af samfund. Datakilderne bliver dermed medarbejderdata, indkøbs- og leverandøraftaler, arbejdsmiljødata og samfundsengagement frem for tekniske målinger.

Interessentdialog er en datakilde uden for egne systemer. I sin bæredygtighedsrapport for 2024 beskriver TripleNine, at virksomheden engagerer relevante interessenter – særligt kunder, leverandører, myndigheder og NGO'er – for at sikre en bredere forståelse af væsentlige emner. Den slags input kan fastlægge, hvilke sociale datapunkter der er væsentlige for den enkelte virksomhed, inden målingen sættes i system.

Vigtige standarder og deres anvendelse i danske virksomheder

Frivillig rapporteringsstandard som datastruktur for SMV'er

Europa-Kommissionen har offentliggjort et høringsudkast til standarder for frivillig bæredygtighedsrapportering. Standarden skal erstatte den nuværende VSME-standard og skifter navn til VS-standarden (Voluntary standard). Den bygger på VSME-logikken og er tænkt som et simpelt fælles format for frivillig rapportering, så virksomheder undgår mange forskellige og overlappende spørgeskemaer.

For dataindsamlingen betyder det en fast struktur, hvor de samme oplysninger indsamles én gang og kan genbruges over for forskellige modtagere. Formålet er at reducere administrative byrder og compliance-omkostninger. Virksomheder, der bruger standarden, får samtidig bedre adgang til bæredygtig finansiering og et mere professionelt grundlag for dialogen med banker, kunder og investorer.

Standarden indeholder en beskyttelse for mindre virksomheder i værdikæden: virksomheder under 1.000 ansatte beskyttes mod uforholdsmæssige datakrav fra større virksomheders værdikæder, og 'value chain cap' betyder, at store rapporteringspligtige virksomheder ikke må kræve mere information, end standarden tillader. Virksomheder med under 10 ansatte får ekstra lempelser. Standarden kan anvendes frivilligt med det samme, når den træder i kraft, og bliver referencepunkt for værdikædekrav; for virksomheder omfattet af obligatorisk rapportering anvendes værdikædekapen fra regnskabsår, der begynder 1. januar 2027 eller senere. Der kræves ikke assurance for oplysninger afgivet efter den frivillige standard.

Fordeler og udfordringer ved frivillig rapportering efter VS-standarden

Sådan vælger danske virksomheder kilder og målemetoder i praksis

Vælg målemetode efter, hvad der skal rapporteres, og hvilket dataniveau der er realistisk. Organisationsniveau, produktniveau og frivillig rapportering stiller forskellige krav til kilder og dokumentation, så metoden bør fastlægges, før dataindsamlingen begynder. Brug standarderne og rammerne ovenfor som reference, og beskriv for hvert datapunkt, om tallet er målt, indhentet fra en leverandør eller bygger på et gennemsnit.

Prioritér indsamlingen efter væsentlighed, datakvalitet og adgang til data frem for efter en fast rækkefølge. Start med oplysninger, virksomheden selv råder over gennem ordre-, faktura- eller HR-systemer, og udskyd kategorier, der kræver antagelser om eksterne parters adfærd. Hvor leverandørspecifikke data ikke findes, kan generiske data bruges, men det bør fremgå tydeligt, hvad der er skøn, og hvornår der forventes bedre data.

Opbyg en fælles datastruktur på tværs af miljø, sociale forhold og ledelse: aftal definitioner, ejerskab, indsamlingsfrekvens og versionering, så samme oplysning ikke indsamles flere gange til forskellige modtagere. Standarderne kan bruges som referenceramme for, hvordan områderne afgrænses, men datakilderne vil fortsat være forskellige – fra målinger og forbrugsdata til medarbejderdata, aftaler og interessentdialog.

For SMV'er er det praktiske valg ofte at tage udgangspunkt i det frivillige format og genbruge oplysningerne over for banker, kunder og investorer. Samme datagrundlag kan bruges i flere sammenhænge; DI beskriver eksempelvis sin bæredygtighedsrapport som både en redegørelse for sociale, miljømæssige og ledelsesmæssige indsatser og som Communication on Engagement til FN's Global Compact. Det kan hjælpe med at undgå særløsninger, men bør suppleres med en aftale om, hvordan data dokumenteres over for den enkelte modtager.

Trin for trin: Indsamling af ESG-data i praksis